Kitzbühel er verdensberømt – intet mindre. Det skyldes først og fremmest styrtløbet ”Hahnenkamm”, der afholdes her hver vinter. Men også selve byen har opnået internationalt ry.
Et rigt aften- og natteliv, masser af butikker og en dejlig atmosfære er den cocktail, der har skabt denne succes. Kitz – som byen kaldes blandt venner - er med andre ord alt andet end kedelig. Her bor desuden 8.000 fastboende, så byen har sit eget liv.
Skiløbet i Kitz er jo nærmest legendarisk, og sandt er det da også, at Kitz nok har noget af det mest afvekslende skiløb i Østrig. I alt har Kitzbühel 160 km pister. Her er alt fra vandrette grønne begynderpister, til de lodrette sorte pukkelpister.
Det er bare at vælge!
Naturligvis er hytterne rundhåndet spredt ud i området. Derudover er her svømmehal, samt andre aktiviteter som hesteslæde, ballonfart, kælkebane, fakkelvandring, og endelig et stort langrendsområde.
Kitzbühel blev tildelt titlen som bedste ski resort i 2013.
Det er meget svært ikke at blive meget glad for Kitzbühel, der virkelig er en komplet skisportsby med høj kvalitet.