Stedet, hvor legenderne omfavnes af historie, og hvor demokratiet blev født. Her finder man civilisationer lag på lag, der strækker sig tilbage til menneskets tidligste begyndelser.
Byen fik sit navn omkring det 16. århundrede f.Kr. for at ære gudinden Athena. Athen er måske den eneste by i Europa, hvor retninger, tendenser og strømninger fra øst til vest, fra nord til syd mødes og smelter sammen til noget helt unikt. I dag står de historiske monumenter fra Athens lange liv som vidnesbyrd om både storhed og fald. Fra Parthenons ruiner (på Akropolis) til Propylæerne og Pnyxen viser de alle byens formåen gennem århundrederne. Et utal af museer rummer arkæologiske skatte fra både Athen og resten af Grækenland.
Centrum af Athen finder man ved Syntagma, hvor kongepaladset ligger og i dag huser det græske parlament. Her kan man også møde soldater fra præsidentens garde, der vogter monumentet for den ukendte soldats grav. Det olympiske stadion, hvor de første moderne olympiske lege blev afholdt i 1896, er et must-see, ligesom den gamle bydel ”Plaka”, med sine smalle gader, der fører op til Akropolis og til markedet.
Men Athen er ikke kun værd at besøge for sin 5000 år lange historie. Efter OL i 2004 fremstår byen som en moderne metropol, der bevæger sig mod fremtiden og de uendelige muligheder, hvilket også afspejles i de mange internationale kongresser og møder, der afholdes her. Byen byder på ikke mindre end 13 deluxe-hoteller, der alle tilbyder fremragende
konferencefaciliteter, og skulle dette ikke være nok, er der mulighed for at benytte et eller flere af byens konferencecentre, der har større kapacitet.
Athen sover aldrig, og der er altid et sted at tage hen. Byen har et utal af gode restauranter, barer og diskoteker. Som grækerne siger – livet er "i dag" og skal leves i nuet.